Velkommen til min hjemmeside!

Overskriften, "Min Cancer Bog", kan sikkert virke provokerende og føles unaturlig for mange mennesker - og er et emne der stadig er fyldt af mystik og som mange undgår at snakke om.

Jeg havde også den opfattelse, at denne alvorlige sygdom kun rammer naboen. Jeg var ikke ryger og levede som de fleste mennesker, men vågnede brat op, til et mareridt,  jeg aldrig troede skulle komme ........

I oktober 2009 fik jeg nemlig konstateret kræft i tungeroden. Det  vendte naturligvis op og ned på min hverdag og der var mange nye ting, der skulle tages stilling til.

For at kunne få styr på alle mine følelser og tanker, valgte jeg fra dag et, at skrive små notater ned, så jeg var en del af processen og jeg havde fuld kontrol på det, som jeg kunne have kontrol over.

Jeg havde for mange år siden en angstneurose og ville for alt i verden undgå at dette skulle ske igen under mit behandlingsforløb. Derfor "besluttede" jeg, at lægerne tog ansvar for deres ting og så skulle jeg nok styre resten. Og det var et rigtigt godt valg.

Da jeg var kommet godt igennem behandlingsforløbet, besluttede jeg, at samle alle mine notater til en "Dagbog" over hvordan de første 3 år var gået. Det blev så desværre til lidt mere skriveri, end de 3 år, da jeg så også lige fik konstateret kræft i v. nyre i 2013.....

Da jeg stod i hele kaosset, kunne jeg ikke finde meget på skrift over andres behandlingsforløb. Heldigvis er der nu flere der har beskrevet deres behandlingsforløb og jeg håber nu, at jeg også kan bidrage og hjælpe andre patienter og pårørende, som står over for den store udfordring - det er at blive ramt af cancer.

Det har så resulteret i 2 fortællinger om mine behandlingsforløb, som kan læses andet sted her på hjemmesiden.

Som jeg skriver i indledningen, har jeg skrevet hvordan jeg oplever situationen, andre vil opleve sygdommen anderledes.

Samtidig vil der være situationer, hvor det kræver et nærmere kendskab til hovedpersonen for at forstå forskellige reaktioner i behandlingsforløbet.

Jeg håber at min åbenhed vil bidrage til debatten og vil gavne dem der lige nu står og er ramt at cancer.

2014

Desværre var jeg uheldig igen ........, denne gang med mit hjerte, da jeg fik en blodprop d. 11.7.2014.

Da jeg i 2. hæfte har beskrevet mine bekymringer op til blodproppen, er det også røget med i dagbogsnotaterne.

Håber så til gengældt, at der ikke kommer flere overraskelser i fremtiden, som jeg skal skrive om ....

 6. september 2014

Journalist, Jens Eilertsen, Sønderborg Ugeavis, lavede denne artikel i "Din Lokale Weekendavis". En meget kort og præcis beskrivelse på hvad jeg har været igennem siden 2009.

Kort om kræft

  • Hver tredje dansker får kræft, inden de fylder 75.
  • Resten bliver pårørende.
  • Halvdelen overlever kræft.
  • Men der dør 41 om dagen af kræft.
  • 50 % flere kræftilfælde i 2026.
  • En ud af ni kvinder får brystkræft.
  • Kræft er den hyppigste dødsårsag blandt mennesker under 65 år.
  • 4 ud af 10 kræfttilfælde kan forebygges.

Mine hæfter med dagbogsnotater.

Torben Annesen Sørensen


Her kan I læse artiklen fra "Din Lokale Weekendavis" af Journalist, Jens Eilertsen, Sønderborg Ugeavis.

 >> Tryk på artiklen <<


Jeg blev i oktober  2016, kontaktet fra Kræftens Bekæmpelse, som gerne ville have et indlæg fra mig. Her er resultatet:

Kender du en rigtig mand?

Torbens budskab er, at rigtige mænd går til lægen.

Vi giver ordet til Torben:

”Det hele startede en dag i oktober 2009 med ondt i halsen. Jeg gik til lægen, men der var ikke noget at se. Et par dage efter, var jeg hos lægen igen med en udposning på halsen. Min endelige diagnose blev tungekræft med en tumor på halsen. ”Du skal have 33 strålebehandlinger og seks omgange kemo” lød det fra lægerne. I april 2010 fik jeg så det svar, jeg havde håbet på – kræften var væk. Behandlingerne havde hjulpet. Jeg var glad og lettet!

Men det gik desværre ikke helt som ventet, for i 2013 fandt lægerne endnu en kræfttumor. Denne gang på min ene nyre. Den blev fjernet i maj 2013. Jeg har det heldigvis godt i dag -  jeg er kræftfri. Jeg har fundet glæde ved cykling - det giver mig energi og gør mig glad. Læren i mine fem år på ’kanten’, må være, at rigtige mænd går til lægen. Gerne regelmæssigt, og så skal man tage i mod alle de screeninger, der tilbydes.

Kærlig hilsen Torben.”

Tak, fordi du deler din historie med os, Torben. Vi (Kræftens Bekæmpelse) ønsker dig rigtig mange gode cykelture fremover :)

Torsdag, d. 18.5.2017.

Så er mine kontrolforløb slut, hurra. Tak fordi I kiggede med :-)